P FOR PERCEPTION er en konceptuel danseforestilling, der udfordrer og udforsker. En fysisk gentagelse i et visuelt skiftende univers. En scene gentages fem gange. Fem forskellige udtryk - fem forskellige virkeligheder. Dansen er omdrejningspunktet, men lysets fokus flyttes, publikum ændrer position, og musikken skifter karakter. Forestillingen leger med vores fortolkning af det, vi oplever: Hvad er afgørende for vores syn på en person, et sted eller en hændelse? Hvordan dannes og forandres vores blik på det, vi kender, det vi tror, vi kender og det, vi kun fornemmer. P FOR PERCEPTION er en scenisk abstraktion og refleksion over, hvordan vi skaber vores virkelighed. P FOR PERCEPTION havde premiere d. 4 april 2014 i Dansehallerne. Koncept og iscenesættelse: Koreografkollektivet E.K.K.O Dansere: Sanna Blennow, Moo Kim, Robert Logrell, Linda Reinered, Mikaël Orozco Scenografi og Lysdesign: Raphael Frisenvænge Solholm P FOR PERCEPTION var støttet af Kunstrådets Scenekunstudvalg og Københavns Kommunes Scenekunstudvalg. |